Salme 73

Gud er god mod sit folk,
    mod dem, hvis hjerte er rent.
² Men jeg var på nippet til at miste min tro,
    jeg var kommet snublende nær til afgrunden.
³ For jeg blev misundelig på de stolte og gudløse,
    de har jo fremgang på trods af deres ondskab.
⁴ Alt går så glat og sorgløst for dem,
    de er raske og strutter af sundhed.
⁵ De bekymrer sig ikke om noget som helst,
    eller plages af problemer som os andre.
⁶ Derfor knejser de med hovedet i deres hovmod,
    de omgiver sig med vold, som var det en kappe.
⁷ Ondskaben vælter ud af deres indre,
    deres tanker er fyldt med nedrige planer.
⁸ Deres tale er ondskabsfuld og hånlig,
    de er fyldt med foragt og trusler mod andre.
⁹ De gør oprør mod Gud i Himlen
    og opfører sig, som om de ejede hele jorden.
¹⁰ Derfor bøjer folket sig for dem
    og giver dem alt, hvad de forlanger.^[a]
11 „Der findes ingen Gud, som kan se os,” påstår de.
    „Den Højeste Gud aner ingenting.”
¹²         Sikken et grusomt hovmod.
Deres velstand øges,
    uden at de anstrenger sig for det.
¹³ Jeg var fristet til at tænke: „Det hele er håbløst.
    Hvad er fordelen ved at leve et retskaffent liv.
¹⁴ Det giver mig kun problemer dagen lang,
    og jeg pines fra morgen til aften.”
¹⁵ Men hvis jeg virkelig havde sagt sådan,
    ville jeg være en forræder mod dit folk.
¹⁶ Jeg har prøvet at forstå det,
    men det er bestemt ikke let.
¹⁷ Så gik jeg ind i dit tempel, Gud,
    og du forklarede mig de ondes endeligt.
¹⁸ Jeg indså, at de er ude på et skråplan,
    du vil straffe dem med døden engang.
¹⁹ På et øjeblik er det forbi med dem,
    de vil opleve en frygtelig afslutning på livet.
²⁰ Deres liv er som en drøm,
    der forsvinder, når man vågner.
Når du griber ind, Herre,
    bliver det enden på deres drømmeliv.
²¹ Da indså jeg, hvor bitter jeg var blevet,
    hvor misundelig jeg var på de gudløses succes.
²² Dengang var jeg dum og uvidende,
    som et dyr, der intet forstår.
²³ Men alligevel har du ikke forkastet mig, Gud.
    Du holder fast ved min højre hånd.
²⁴ Du rådgiver mig på livets vej,
    og til sidst går jeg ind til herligheden.
²⁵ Det er dig, jeg vil tjene og tilbede, Gud,
    ingen andre i verden kan jeg stole på.
²⁶ Kroppen kan svigte og livsmodet synke,
    men du er min tilflugt og tryghed for evigt.