Salme 139

Herre, du ved alt om mig,
    du kender mit hjerte til bunds.
² Du er klar over alt, hvad jeg gør,
    du kender mine inderste tanker.
³ Du ved, hvor jeg går om dagen og sover om natten,
    du lægger mærke til al min færden.
⁴ Du ved, hvad jeg vil sige,
    før jeg kan nå at åbne munden.
⁵ Du omgiver mig på alle sider,
    lægger din skærmende hånd på mig.
⁶ Det er næsten for godt til at være sandt.
    Jeg fatter ikke din uendelige godhed.
⁷ Jeg når aldrig uden for din rækkevidde,
    hvor jeg end er, er du nær hos mig.
⁸ Farer jeg op til himlen, da møder du mig der.
    Stiger jeg ned i dødsriget, da møder du mig der.
⁹ Flyver jeg mod øst på morgenrødens vinger,
    rejser jeg mod vest over det store hav,
¹⁰ så vil din hånd også lede mig der,
    din højre hånd holde mig fast.
¹¹ Bad jeg mørket om at skjule mig,
    befalede jeg dagen at blive til nat,
¹² så ville mørket ikke være mørkt for dig,
    for nat eller dag gør ingen forskel.
¹³ Du har skabt mig som den, jeg er,
    du formede mig i min mors mave.
¹⁴ Tak, Gud, at du skabte mig så forunderligt,
    dit skaberværk er fantastisk.^[a]
15 Du så på mig, da jeg blev dannet i det skjulte,
    da jeg langsomt voksede i livmoderens mørke.
¹⁶ Mens jeg endnu var et foster, så du mig.
    Mine livsdage var lagt fast og skrevet ned i din bog,
        længe før jeg så dagens lys.
¹⁷ Forunderlige og fuldkomne er dine tanker, Gud,
    de overgår langt, hvad jeg kan fatte.
¹⁸ Kunne de tælles, ville de være talrige som sandet.
    Jeg ville aldrig nå til ende med dem.^[b]
19 Jeg ville ønske, du ville udrydde de gudløse,
    få de morderiske mænd til at lade mig være i fred.