En klagesang over Egypten
1Herren sagde til mig: 2-3 „Du menneske, profetér og sig:
Råb af rædsel, for tiden er kommet,
dagen, hvor Guds dom bliver virkeliggjort.
Herren er klar til at gribe ind.
Det bliver en sort dag for folkeslagene.
4 Sværdet rammer Egypten,
Kush skælver af skræk.
Egyptens soldater falder i kampen,
landets rigdomme bliver røvet,
dets fæstninger jævnet med jorden.
5 Denne dom gælder også Egyptens lejesoldater, hvad enten de kommer fra Kush, Libyen, Lydien eller andre lande. De skal alle falde i krig, 6 for Gud Herren siger: Alle Egyptens allierede skal falde og udryddes sammen med Egyptens egen hær, landets stolthed. Krigen skal rase fra Migdol i nord til Aswan i syd, siger Gud Herren. 7 Landet bliver lagt øde som så mange andre, dets byer jævnes med jorden som de andre ødelagte byer. 8 Når jeg sætter ild til Egyptens land og uskadeliggør dets forbundsfæller, vil de indse, at jeg er Herren. 9 Nyheden bliver bragt med skib til de selvsikre kushitter, som vil ryste af skræk, når de hører, hvordan jeg straffer Egypten.
10 Hør hvad Herren siger:
Ved kong Nebukadnezar af Babylon
vil jeg gøre en ende på Egypten.
11 Hans grusomme og berygtede hær
skal ødelægge Egyptens land.
De skal nedsable landets soldater,
så der er bunker af lig overalt.
12 Jeg udtørrer Nilens vandstrømme,
giver landet i onde menneskers vold.
Jeg jævner Egypten med jorden
ved hjælp af et folk fra det fjerne, siger Herren.
13 Jeg knuser egypternes afgudsbilleder
og smadrer afguderne i Memfis.
Jeg udrydder alle Egyptens herskere,
så der bliver kaos og rædsel i landet.
14 Jeg ødelægger Patros,
sætter ild til Zoan og straffer No.
15 Min vrede skal ramme Sin, egypternes stærke fort.
Nos befolkning udrydder jeg.
16 Jeg sætter ild til hele Egypten,
så Sin skælver af skræk.
Nos mure gennembrydes,
Memfis angribes ved højlys dag.
17 Unge krigere fra Heliopolis og Bubastis falder for sværdet,
indbyggerne føres bort som slaver.
18 Når jeg knækker Egyptens magt
og gør ende på landets stolthed,
ser det sort ud for Takpankes.
Store røgskyer indhyller byen,
mens indbyggerne føres i eksil.
19 Jeg straffer Egypten eftertrykkeligt,
så de kan indse, at jeg er Herren.”
20 På den syvende dag i den første måned i det 11. år af vores eksil sagde Herren til mig:
21 „Du menneske, jeg har brækket egypterkongens arm,
og den skal ikke behandles eller forbindes,
så den igen bliver stærk og kan løfte sværdet.[a]
22 For Herren siger om egypterkongen:
Jeg vil brække begge hans arme,
både den raske og den, som allerede er skadet.
Sværdet falder ud af hans hænder.
23 Jeg sender egypterne i eksil
og spreder dem blandt folkeslagene.
24 Jeg styrker kongen af Babyloniens arme
og lægger mit sværd i hans hånd.
Men egypterkongens arme brækker jeg,
så han stønner som en døende foran den babyloniske konge.
25 Jeg lægger mit sværd i Babyloniens konges hånd,
og han svinger det over Egyptens land.
Når jeg giver babylonierne sejr over egypterne,
vil de indse, at jeg er Herren.
26 Jeg sender egypterne i eksil
og spreder dem blandt folkeslagene.
Da vil de indse, at jeg er Herren.”
Footnotes
- 30,21 Under Jerusalems belejring forsøgte egypterne at gå til angreb på babylonierne, men de blev slået tilbage, jf. Jer. 37,5-8