Jerusalems og Judas synd
1Herren sagde til mig: 2 „Du menneske, døm Jerusalem, den morderiske by. Oprems folkenes synder. 3 Giv byen følgende budskab fra mig: Du har selv bragt straffen over dig ved at myrde uskyldige mennesker, og du har gjort dig uren ved at fremstille og dyrke afskyelige afgudsbilleder. 4 Du er skyldig, Jerusalem, og du er selv årsag til din ulykke. Nu er tiden inde til, at du får din straf. Jeg vil ramme dig så hårdt, at alle andre folkeslag vil se ned på dig. 5 Alle nationer, både nære og fjerne, skal håne dig for dit indre kaos og din afgudsdyrkelse.
6 Israels ledere misbruger deres magt til vold og mord. 7 Byens indbyggere er respektløse over for forældre, undertrykker de fremmede og mishandler enker og faderløse. 8 De ringeagter mine love og min helligdom, og de ignorerer mine sabbatsdage. 9 Folk arresteres og dømmes til døden på grundlag af sladder. Som en del af jeres afgudsdyrkelse holder I fester og begår al slags umoral rundt omkring på offerhøjene. 10 Nogle mænd har seksuelt samvær med deres mor eller stedmor, eller med en kvinde, som har menstruation. 11 Mange begår ægteskabsbrud, og nogle går i seng med en svigerdatter eller halvsøster.[a] 12 Korruptionen florerer i byen. Der er lejemordere, sortbørshandlere, pengeafpressere og profitmagere overalt. Men mig er der ingen, der skænker en tanke, siger Herren.
13 Men jeg gør ende på den strøm af undertrykkelse og mord, du har på samvittigheden, Jerusalem. 14 Regnskabets time er kommet, og så vil det vise sig, om du stadig er lige kry og selvrådig. Jeg, Herren, har talt, og mit ord står ved magt. 15 Jeg spreder jer ud blandt fremmede folkeslag og sætter en stopper for al den uretfærdighed, I har begået. 16 I vil blive ydmyget for øjnene af hele verden, og derefter vil I erkende, at jeg er Herren.”
17 Herren sagde til mig: 18 „Du menneske, Israels folk burde være som det ædle sølv, men er nu blandet med uædle metaller, såsom kobber, tin, jern og bly. 19-20 Derfor skal du sige til dem fra mig af: Fordi I er blandet op med uædle metaller, vil jeg hælde jer i en smeltedigel i Jerusalem. Jeg vil smelte jer over min vredes ild. 21-22 Jeg vil puste til ilden med min vredes åndepust, så I smelter som sølv, der smeltes over en voldsom ild. Derefter vil I forstå, at jeg er Herren, og at det er mig, der i min vrede har taget jer under behandling.”
23 Herren sagde til mig: 24 „Du menneske, sig til Israels folk, at når jeg udøser min vrede over landet, er det, som når regnen udebliver.[b] 25 Landets regenter opfører sig som sultne løver på rov. De dræber uskyldige mennesker, røver andres ejendom og gør mange kvinder til enker. 26 Landets præster bryder mine love, gør mit tempel urent og skelner ikke mellem helligt og syndigt, rent og urent. De overholder ikke sabbatten, men vanærer mig på alle måder. 27 Landets politiske ledere er som ulve på rov, parate til at myrde for pengenes skyld. 28 Profeterne holder hånden over dem ved at opdigte syner og varsler. ‚Hør Herrens ord!’ siger de, men jeg har ikke talt til dem. 29 Hele landets befolkning er blevet uhæderlig og voldelig. De fattige og fremmede bliver undertrykt. Der er hverken lov eller ret i landet.
30 Jeg søgte iblandt dem efter en retskaffen person, som ville kunne opbygge et forsvar og gå i forbøn for landet, så det ikke skulle ødelægges, men jeg fandt ingen. 31 Derfor må jeg udøse min vrede over dem og straffe dem med tilintetgørelse. De rammes af følgerne af, hvad de har gjort, siger Herren.”