¹Det ville få folkeslagene til at skælve af angst og fjenderne til at frygte dit herlige navn, som når ild sætter kvas i brand og bringer vand i kog. ² For du gjorde engang undere, vi ikke ventede, og bjergene skælvede, da du viste dig. ³ Intet øre har hørt, og intet øje har set en gud som dig, for du griber ind og hjælper dem, som sætter deres lid til dig. ⁴ Du hjælper dem, som med glæde gør din vilje og følger dine veje.

Men vi syndede imod dig, og du blev vred. Evig og altid har vi været onde og ulydige.^{[a] 5} Vi blev alle urene af synd. Selv det bedste, vi gjorde, var kun beskidte handlinger. Vi blev som visne blade, der blev fejet bort af vores synd som af vinden. ⁶ Ingen bad dig om hjælp eller holdt sig nær til dig. Derfor vendte du dig bort og overlod os til den straf, vi fortjente.

⁷ Men Herre, du er stadig vores Far! Vi er leret, og dine hænder har formet os. Vi er dit værk. ⁸ Vær ikke alt for vred på os, Herre. Husk ikke for evigt på vores synd. Vi er jo dit udvalgte folk.

⁹ Se, dine hellige byer er blevet jævnet med jorden, Zion ligner en øde ørken, Jerusalem ligger i ruiner. ¹⁰ Vores hellige og prægtige tempel, hvor vores forfædre lovpriste dig, er brændt ned til grunden. Det sted, vi elskede over alt andet, er nu kun en ruinhob. ¹¹ Vil du stadig ikke gribe ind, Herre? Vil du stiltiende se på, at vi bliver straffet så hårdt?”