¹I, som er ledere blandt flygtningene i Sela,^[a] send vædderlam gennem ørkenen til Jerusalem som en gave til Judas konge med følgende bøn: ² „Vores opskræmte folk er ved Arnonflodens vadesteder som flaksende fugle og hjemløse fugleunger. ³ Hjælp os, giv os ly for vores fjender. Vær med til at skjule de flygtende, og udlever os ikke til vores fjender. ⁴ Tillad vores hjemløse flygtninge at bo iblandt jer, og skjul dem for fjenden.”

Når undertrykkelsen og ødelæggelsen er forbi, når den fjende, som trampede på os, er forsvundet, ⁵ vil der komme en ny konge fra Davids slægt, en oprigtig og barmhjertig konge, som altid vil handle retfærdigt.

⁶ Moab var kendt for sin stolthed, sit store hovmod og tomme praleri. ⁷ Men nu jamrer Moabs befolkning, og mange jamrer over, hvad der er sket med dem. Fortvivlet sørger de over tabet af Kir-Haresets rosinkager,^{[b] 8} over Heshbons afsvedne vinmarker og Sibmas forladte vinstokke, hvis druer kunne få landenes herskere til at gå i gulvet.^[c] Den vin var kendt helt ud til Jazer, langt ind i ørkenen og hinsides havet. ⁹ Derfor græder jeg, som Jazer græder over Sibmas vinmarker. Mine tårer flyder ved tanken om Heshbon og Elale, for deres frugthøst og afgrøder blev ødelagt under fjendens sejrsråb. ¹⁰ Glæden er borte, fryden forstummet. Høstfolkenes festlige sang høres ikke mere i vinmarkerne. Ingen træder druer i persekarrene. De muntre råb er ophørt.

¹¹ Mit hjerte skælver af sorg over Moab, som strengene på den sørgmodige harpe. Min sorg over Kir-Heres er stor. ¹² Moabs folk opsøger deres helligdomme og mødes på offerhøjene for at bønfalde deres afguder, men det nytter intet. ¹³ Det er, hvad Herren tidligere har sagt om Moab, ¹⁴ men nu tilføjer han: „Om nøjagtig tre år er Moabs storhedstid forbi, og kun en ganske lille rest bliver tilbage i landet.”