1De, der isolerer sig, søger deres eget,
de opponerer mod al sund fornuft.
2 En tåbe prøver ikke på at forstå andre,
han har nok i at lufte sin egen mening.
3 Ondskab går hånd i hånd med foragt,
skam følges med vanære.
4 Visdom forfrisker som en rislende kilde,
styrkende ord er som koldt, frisk vand.
5 Det er afskyeligt at holde hånden over den skyldige
og at lade den uskyldige blive dømt i stedet.
6 Tåbernes ord bringer dem let i klammeri,
deres tale inviterer til slagsmål.
7 Tåbernes ord bringer dem til fald,
deres tale kan koste dem livet.
8 Sladder sluges med hud og hår
og lagrer sig dybt i sindet.
9 At være doven og forsømme sit arbejde
er lige så slemt som at øve hærværk.
10 Herren er som et stærkt fæstningstårn,
den retskafne løber derind og er i sikkerhed.
11 Den riges velstand er hans falske tryghed,
han tror sig beskyttet bag en mægtig mur.
12 Hovmod fører til fald,
ydmyghed bringer ære.
13 At give et svar uden først at lytte
er både tåbeligt og skændigt.
14 Et menneskes livsmod giver styrke under sygdom,
men når mismod sætter ind, er håbet ude.
15 Den forstandige er på jagt efter kundskab,
den kloge er på udkig efter visdom.
16 At give en gave kan åbne mange døre
og bane vej til magtfulde personer.
17 Den, der forsvarer sin sag, synes at have ret,
i hvert fald indtil krydsforhøret begynder.
18 Når to stærke modstandere er kørt fast i en strid,
kan en lodkastning give en løsning.
19 Når slægtninge bliver uvenner,
rejses en mur imellem dem.
20 Gode ord giver mad i huset,
de rette ord giver fremgang i livet.
21 Tungen er nøglen til et godt eller dårligt liv,
man må leve med konsekvensen af sine ord.
22 Lykkelig den mand, som finder sig en god kone,
det er et udtryk for Herrens velsignelse.
23 Den fattige er nødt til at anmode høfligt,
den rige har råd til at være uforskammet.
24 Man kan have mange venner og alligevel blive svigtet,
og dog kan en ven være mere trofast end en slægtning.