De efterladte indbyggeres sorg og bøn om genoprettelse
1Herre, tænk på, hvor meget vi har lidt.
Glem ikke al den foragt, vi har måttet tåle.
2 Det land, du gav os, er fyldt med fremmede,
udlændinge overtog vores ejendom.
3 Vi er forældreløse, vore fædre er døde,
og vore mødre sidder tilbage som enker.
4 Selv vandet, vi drikker, må vi købe,
og vi betaler for brændsel i dyre domme.
5 Vi træller under vore fjenders tyranni,
vi er trætte af slid og slæb, og åget trykker os.
6 Vi har måttet underlægge os Egypten og Assyrien
for at have mad at spise.
7 Vore forfædre syndede, men nu er de døde,
så det er os, der må bære straffen.
8 Et slavefolk er blevet herrer over os,
og der er ingen til at redde os.
9 Vi må hente vores føde langvejsfra
og risikere at blive overfaldet på vejen.
10 Vores hud er blevet mørk af solen,
og sulten brænder i os.
11 I Jerusalem voldtager de vore kvinder,
og vore unge piger krænkes i Judas byer.
12 Vore ledere henrettede de ved hængning,
gamle folk viste de ikke medynk.
13 Vore unge mænd må nu trække kværnen,
vore drenge segner under byrder af brænde.
14 De gamle forsvandt fra byens torve,
de unges muntre musik er forstummet.
15 Vi har alle mistet vores livsglæde,
den lystige dans er afløst af sorg.
16 Vi har intet mere at være stolte af.
Vi har syndet og har det elendigt.
17 Vore hjerter er fyldt med sorg,
vi kan dårligt se ud af øjnene for tårer.
18 Vi græder over Zions bjerg, hvor templet lå,
nu strejfer sjakaler om i ruinerne.
19 Herre, du er dog for evigt den samme.
Dit herredømme varer fra slægt til slægt.
20 Vil du for evigt glemme os?
Hvor længe skal vi vente på din frelse?
21 Drag os tilbage til dig, så vi omvender os.
Giv os en ny chance, så alt bliver som før.
22 Eller har du fuldstændig forkastet os?
Er din vrede som en bundløs afgrund?