Gud agter at straffe Israel

¹Herren siger: „Blæs alarm! Som en ørn svæver fjenden over mit folk klar til angreb, fordi de brød min pagt og overtrådte mine befalinger. ² De kalder mig deres Gud og hævder at kende mig, ³ men de har vraget det gode. Derfor vil fjenden forfølge dem. ⁴ De valgte sig konger og ledere uden at spørge mig til råds. De lavede sig guder af sølv og guld, og det blev deres undergang.

⁵ Min vrede gløder imod Samarias folk på grund af deres afskyelige guldkalv. Hvor længe vil I fremture i jeres synder? ⁶ Afguden blev formet af en håndværker fra Israel. Der er intet guddommeligt ved den. Den skal snart slås i stumper og stykker.

⁷ I sår en vind og høster en storm!^[a] Jeres korn giver ingen aks og derfor intet mel. Og hvis det gjorde, ville de fremmede kaste sig over det. ⁸ Snart kaster fjenderne sig over Israel og fører dem til et fremmed land, hvor de vil blive betragtet som et potteskår uden værdi. ⁹ Israel er som et vildæsel, der vandrer rundt på egen hånd. De tog til Assyrien for at købe sig venner. ¹⁰ Men ikke desto mindre vil min straf ramme dem. Snart bliver de undertrykt af en mægtig konge.

¹¹ Israel byggede et utal af altre, som skulle fjerne deres skyld, men ved at bruge dem blev deres skyld blot større. ¹² Selv om alle mine befalinger til dem er skrevet ned, står de som fremmede over for dem. ¹³ De elsker slagtofre, at slagte og at spise offerkød, men jeg kan ikke acceptere deres ofre. Jeg glemmer ikke deres onde handlinger, men straffer dem for deres synd og sender dem i fangenskab, ligesom da de var i Egypten.

¹⁴ Israel byggede paladser, og Juda befæstede sine byer, men de glemte deres Skaber. Derfor sætter jeg ild til deres byer og brænder paladserne ned til grunden.”