¹Ve jer, der tager den med ro i Jerusalem og lever sorgløst i Samaria. I betragter jer selv som de bedste ledere i det bedste land, og Israels folk kommer til jer for at få råd og hjælp. ² Men tænk på, hvordan det er gået Kalno^[a] og den tidligere storby Hamat. Og hvad med filisterbyen Gat? Når de blev lagt i ruiner, hvad så med jer? Er jeres byer og lande bedre end deres? ³ I tror, at dommen er langt borte, men jeres handlinger bringer den tæt på.

⁴ I nyder livet henslængt på jeres elfenbensudsmykkede senge og divaner. I frådser i fede lamme- og kalvestege, ⁵ mens I synger viser og spiller på lyrer fra Davids tid. ⁶ I drikker vin af de hellige offerskåle og bruger de bedste aromatiske olier på jer selv i stedet for at faste og sørge over Israels forfald. ⁷ Derfor skal I blive de første, som føres i eksil. Jeres lystige fester får en brat ende.

⁸ Herren, den almægtige Gud, har svoret ved sig selv: „Jeg hader Israels hovmod og foragter deres paladser. Derfor overgiver jeg deres by med alle dens indbyggere i fjendens hånd.”

⁹ Om så ti mænd skjuler sig i et hus, skal de alle dø. ¹⁰ Hvis en slægtning kommer for at hente de døde i huset og begrave dem, råber han måske ind i huset, om der er flere tilbage. Hvis svaret er: „Nej!” vil han sige: „Pas på, nævn ikke Herrens navn, for at han ikke skal høre dig!” ¹¹ For når først Herren har afsagt sin dom, skal både små og store huse jævnes med jorden.

¹² Lader man heste galopere på klipper? Lader man okser pløje havet? Men I har stik imod al fornuft vendt retten til uret og erstattet det gode med det onde. ¹³ I praler over at have besejret de magtesløse og er stolte over, hvad I har kunnet udrette i egen kraft.

¹⁴ „Åh, Israels folk,” siger Herren, den almægtige Gud. „Jeg sender et fremmed folk imod jer. De vil hærge jeres land fra Lebo-Hamat i nord til Arabadalen mod syd.”