Jonas beder til Gud og oplever Guds nåde
1I mellemtiden havde Herren ordnet det sådan, at en stor fisk slugte Jonas. Jonas var inde i fisken i tre dage,[a] 2 og fra fiskens indre bad han til Gud:
3 „I min nød vendte jeg mig til dig, Herre,
og du greb ind!
Jeg råbte om hjælp fra dødens forgård,
og du bønhørte mig!”
Han fortsatte:
4 „Du kastede mig i havet,
og jeg sank ned i dybet.
Jeg blev slugt af det store ocean,
og bølgerne rasede oven over mig.
5 Jeg troede, du havde forkastet mig,
og at jeg aldrig mere skulle se dit hellige tempel.
6-7 Vandmasserne lukkede sig omkring mig,
havets dyb omsluttede mig.
Vandplanterne viklede sig om hovedet på mig,
og jeg sank ned mod bjergenes rødder.
Jeg var på vej gennem dødsrigets port,
som ville blive smækket i efter mig for evigt.
Men Herre, du hørte min bøn
og rev mig ud af dødens gab.
8 Da alt håb var ude, vendte jeg mig til dig, Herre,
og fra dit hellige tempel hørte du min bøn.
9 De, som holder sig til falske guder,
oplever ikke din trofasthed og nåde.
10 Men det har jeg nu oplevet,
og jeg vil takke dig med lovsang og ofre.
Jeg vil indfri mine løfter til dig,[b]
for det er dig, Herre, der har magt til at redde.”
11 Derefter sørgede Herren for, at fisken spyttede Jonas ud på strandbredden.