Johannes 1

Messias som Ordet fra Gud

1I begyndelsen var Ordet. Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.[a] Ordet var til fra begyndelsen, sammen med Gud. Alt blev til gennem det Ord, ja uden det blev intet af det til, som nu findes. Ordet havde Livet i sig, og det Liv blev menneskenes Lys. Lyset strålede midt i mørket, og mørket fik ikke bugt med det.

Et menneske stod frem, sendt fra Gud. Hans navn var Johannes. Han kom for at pege på Lyset, for at alle derigennem kunne komme til tro. Han var ikke selv Lyset, men skulle aflægge vidnesbyrd om Lyset. Det sande Lys var på vej ind i verden. Det bringer lys til ethvert menneske.

10 Ordet kom til denne verden, en verden, han selv havde skabt, men verden ville ikke kendes ved ham. 11 Han kom til sit eget folk, men de tog ikke imod ham. 12 Men dem, der tog imod ham, dem, der troede på ham, dem gav han ret til at kalde sig Guds børn. 13 De blev født på ny. Det er ikke en almindelig menneskelig fødsel forårsaget af menneskers beslutning og handling. Det er en guddommelig fødsel.

14 Ordet blev menneske og slog sig ned iblandt os. Vi fik lov at se hans herlighed—en herlighed, som den fuldkomne[b] Søn har fra sin Far, fuld af nåde og sandhed.

15 (Og Johannes Døber vidnede om ham. Han råbte sit budskab ud: „Det var ham, jeg mente, da jeg sagde: ‚Han, som skal træde frem efter mig, er større end mig, for han var til, før jeg blev født.’ ”)

16 Vi har jo alle fået del i Guds søns herlighed, og vi har oplevet Guds nåde, som overgår alle tidligere udtryk for hans nåde,[c] 17 for Moses bragte os Toraen, men Jesus, den ventede Messias, bragte os den fuldkomne nåde og sandhed.

18 Intet menneske har nogensinde set Gud. Men den fuldkomne Søn,[d] som sidder ved Faderens side, har vist os, hvem han er.

Johannes Døber

19 Johannes kom med følgende vidnesbyrd om Jesus, da de jødiske ledere i Jerusalem sendte en gruppe præster og levitter[e] ud til ham i ødemarken. De spurgte ham ud om, hvem han var, 20 men han svarede uden omsvøb: „Jeg er ikke Messias.”

21 „Jamen, hvem er du så?” spurgte de. „Er du profeten Elias, som er vendt tilbage?”[f]

„Nej,” svarede han.

„Er du den store Profet, vi venter på?”[g]

„Nej.”

22 „Jamen, hvem er du så? Sig os det! Vi skal jo have et svar med til dem, der har sendt os. Hvad siger du om dig selv?”

23 Han svarede: „Jeg er den, som Esajas profeterede om, da han sagde:

‚Der lyder en stemme i ødemarken:
    Gør vejen klar til Herrens komme!’[h]

24 Gruppen var blevet sendt derud af farisæerne,[i] 25 og derfor spurgte de Johannes: „Hvis du hverken er Messias eller Elias eller Profeten, hvorfor døber du så?”

26 Jeg døber kun med vand,” svarede han, „men iblandt jer står der en, I ikke kender. 27 Det er ham, jeg baner vej for, og han har større autoritet, end jeg har. Jeg er ikke engang værdig til at hjælpe ham sandalerne af.”

28 Det her fandt sted ved Betania øst for Jordanfloden,[j] hvor Johannes opholdt sig og døbte.

Johannes Døber udpeger Jesus som Guds offerlam

29 Den følgende dag kom Jesus gående hen mod Johannes, der var omgivet af en gruppe af sine disciple. „Se dér!” sagde Johannes, „dér kommer Guds Lam! Det er ham, der skal tage hele verdens synd på sig. 30 Det var ham, jeg hentydede til, da jeg sagde: ‚Han, som skal træde frem efter mig, er større end mig, for han var til, før jeg blev født.’ 31 I begyndelsen vidste jeg ikke, hvem Messias var, men jeg døber jer, for at Israels folk må få øjnene op for, hvem han er.”

32 Johannes kom derefter med følgende vidnesbyrd om Jesus: „Jeg så Helligånden komme ned fra himlen ligesom en due og blive over ham. 33 Indtil da vidste jeg ikke, hvem der var Messias, men da Gud sendte mig for at døbe med vand, sagde han til mig: ‚Ham du ser Ånden komme ned over og blive over, ham er det! Det er ham, der døber med Helligåndens kraft.’ 34 Det har jeg nu set, og derfor kan jeg give jer det vidnesbyrd, at han virkelig er Guds Søn!”

Jesus møder sine første disciple

35 Dagen efter stod Johannes der igen sammen med to af sine disciple. 36 Da han så Jesus komme gående, sagde han: „Se! Det er Guds Lam!”

37 Da de to disciple hørte det, fulgte de efter Jesus. 38 Han lagde mærke til, at de fulgte efter ham, og vendte sig om mod dem. „Hvad vil I?” spurgte han.

„Mester, hvor bor du?”

39 „Kom og se,” svarede han. Så gik de med ham hen til det sted, hvor han boede. Klokken var ca. 10 om formiddagen,[k] og de blev hos ham resten af dagen.

40 En af de to mænd, som fulgte med Jesus, hed Andreas. Han var bror til Simon Peter. 41 Det første Andreas derefter gjorde, var at finde sin bror og sige til ham: „Vi har mødt Messias!” 42 Og han tog ham med hen til Jesus. Jesus så Simon i øjnene og sagde: „Du er Simon, Johannes’ søn,[l] men fra nu af skal du hedde Kefas.” (Det er det samme som Peter).[m]

Jesus inviterer flere til at blive hans disciple

43-44 Næste dag besluttede Jesus at begynde rejsen tilbage til Galilæa. Han mødte da Filip, der var fra Betsajda ligesom Andreas og Peter, og han sagde til ham: „Kom med mig og bliv min discipel.” 45 Filip gik straks hen for at finde Natanael. „Vi har mødt Messias,” fortalte han, „ham, som Moses og profeterne har skrevet om. Han hedder Jesus og er søn af en, der hedder Josef fra Nazaret.”

46 „Nazaret?” udbrød Natanael. „Kan noget godt komme fra Nazaret?”

„Kom selv og se,” svarede Filip.

47 Da Jesus så Natanael komme, sagde han: „Dér kommer en israelit, som er helt igennem ærlig.”

48 „Hvor kender du mig fra?” spurgte Natanael.

„Jeg så dig under figentræet, inden Filip kaldte på dig.”

49 „Mester, så må du være Guds Søn, Israels konge!”

50 „Tror du, bare fordi jeg sagde, at jeg så dig under figentræet? Du skal komme til at se større ting end det.”

51 Så fortsatte han: „Det siger jeg jer: I skal få lov at se himlen åben og engle bevæge sig op og ned mellem Gud og Menneskesønnen.”[n]

Footnotes

  1. 1,1 Kan også oversættes: Ordet var, hvad Gud var; Ordet var guddommeligt, var lig Gud, var som Gud eller var ét med Gud. Det græske ord logos kan betyde både ord og fornuft, og herfra har vi fået ordet logisk. I græsk tankegang var logos den fornuft, viden og samlende kraft, der lå bag skaberværket, mens det i jødisk tankegang henviste til skaberkraften, som den beskrives i 1.Mos. 1 ved at „Gud talte, og det blev skabt.”
  2. 1,14 Eller: „enbåren”, dvs. enebarn. En søn, som var enebarn, var arving og havde en ganske særlig stilling i forhold til sin far. Det samme græske ord forekommer i vers 18.
  3. 1,16 Mere ordret: „…del i hans fylde, ja, nåde i stedet for nåde”.
  4. 1,18 Nogle håndskrifter siger „Gud” i stedet for „Søn”, men i begge tilfælde refererer udtrykket til Jesus. Se også noten til v. 14.
  5. 1,19 Levitterne er de voksne mænd fra Levis stamme, som fra Moses’ tid havde haft til opgave at sørge for det praktiske i forbindelse med åbenbaringsteltet og senere templet i Jerusalem.
  6. 1,21 Se Mal. 3,23-24.
  7. 1,21 Jøderne ventede på en ny „Moses”, der skulle være en stor profet som Moses, jf. løftet i 5.Mos. 18,15.
  8. 1,23 Es. 40,3 LXX.
  9. 1,24 Farisæerne var den mest konservative gruppe blandt de religiøse jøder. De lagde stor vægt på rettroenhed og overholdelse af den jødiske lov, Toraen, ned til mindste detalje. De praktiserede dåb af deres tilhængere, og de så nok Johannes som en konkurrent.
  10. 1,28 Nogle håndskrifter har „Betabara” og enkelte har „Betaraba”. Det er et andet Betania end landsbyen nær Jerusalem.
  11. 1,39 Der var to måder at angive dagens tidspunkter på. Den første måde er den normale, dagligdags måde, som stadig bruges i Mellemøsten, Afrika og i andre lande, hvor dagene stort set har 12 timer året rundt. Ved den måde regner man fra solopgang, så dagens tiende time bliver kl. 16. Den anden måde blev brugt i Romerriget i historiske og officielle dokumenter. Ved den måde regner man dagens timer fra midnat, så den tiende time bliver kl. 10. Mattæus, Markus og Lukas brugte den normale, jødiske tidsregning. Johannes brugte efter al sandsynlighed den officielle romerske tidsregning. Derfor er det græske udtryk „det var omkring den tiende time” her oversat med „ca. kl. 10.” Det samme gør sig gældende de tre andre steder, hvor Johannes har en tidsangivelse, nemlig 4,6; 4,52 og 19,14.
  12. 1,42 En del håndskrifter siger „Jonas’ søn” både her og i 21,15-17, jf. Matt. 16,17.
  13. 1,42 Det græske navn Petros betyder „sten” og minder om petra, der betyder klippe(grund). Ordene svarer til det aramæiske ord kefa.
  14. 1,51 Jesus bruger udtrykket „Menneskesønnen” som en skjult henvisning til Dan. 7,13-14, som er en profeti om den Messias, der skulle komme som Frelser og Befrier. Dér omtales en person, der så ud som en „menneskesøn”. Det aramæiske ord i Daniel 7 betyder egentlig blot menneske. Det græske ord for „engel” er angelos, og det betyder sendebud.