Højsangen 8

³ „Han lagde sin venstre hånd under mit hoved
    og omfavnede mig med sin højre.
⁴ Jerusalems unge piger,
    lov mig, at I ikke vækker kærligheden, før tiden er inde.”

⁵ „Hvem er den pige, der kommer gående fra ødemarken,
    lænet til sin elskede?”

„Under det æbletræ, hvor du selv blev undfanget,
    og din mor fødte dig med smerte—
        dér vækkede jeg din lidenskab.
⁶ Lad mig være så tæt på dig,
    som var jeg stemplet på dit hjerte,
        eller sad som en ring på din arm.
For kærligheden er stærk som døden,
    lidenskaben er uimodståelig som dødsriget selv:
        den brænder med voldsomme flammer, som ikke kan slukkes.
⁷ Vand i mængde kan ikke slukke kærligheden,
    floder kan ikke skylle den bort.
Kærlighed kan ikke købes for penge,
    den, der forsøger det, får kun foragt.”

⁸ „Vi havde en lillesøster, som endnu ikke havde bryster.
    Hvad skulle vi gøre, hvis der kom en frier til hende?
⁹ Stod hun imod fristelsen som en mur,
    ville vi ære hende med sølvsmykker.
Men åbnede hun sig som en dør,
    ville vi spærre hende af med cedertræsplanker.”

¹⁰ „Jeg stod imod som en mur,
    og mine bryster er nu som tårne.
        Derfor vidste han, at jeg ville bringe ham glæde og fred.
¹¹ Salomon havde en vingård i Ba’al-Hamon,
    som han overlod til forpagtere.
De måtte hver betale tusind stykker sølv
    for at kunne få høsten af vindruer.
¹² Min ‚vingård’ tilhører mig,
    den bestemmer jeg selv over.
Men jeg har givet den til dig, Salomon,
    og du kan godt beholde dine tusind sølvstykker,
men de, der har passet på den^[a] indtil nu,
    bør have tohundrede.”

¹³ „Oh, du, der vandrer rundt i den dejlige have,
    mine venner vil gerne høre din stemme.
        Men lad mig være den, der får lov til det!”

¹⁴ „Kom, min elskede,
    lad os springe af fryd som gazellen
        på de duftende bakkeskråninger.”