Hamans endeligt

¹Om aftenen sad kongen og Haman endnu en gang til fest hos dronning Ester. ² Mens de drak af vinen, spurgte kongen igen: „Hvad har du på hjerte, dronning Ester? Fortæl mig nu, hvad du ønsker. Jeg giver dig det, om det så er det halve kongerige!”

³ Da svarede dronning Ester: „Hvis jeg har fundet nåde for Deres øjne, herre konge, beder jeg om, at De vil skåne mit eget og mine landsmænds liv. ⁴ Det er blevet besluttet, at jeg og mit folk skal udryddes fuldstændigt. Hvis vi var blevet solgt som slaver, ville jeg ikke have ulejliget kongen af den grund, men total udryddelse er en anden sag.”

⁵ „Hvad mener du?” spurgte kong Xerxes. „Hvem er det, der har besluttet at udrydde jer?”

⁶ „Det er en fjende af jøderne, den onde Haman der!” svarede Ester.

Haman blev ligbleg og rystede af skræk. ⁷ Kongen sprang op i vrede og gik ud i parken, mens Haman blev tilbage for at bønfalde dronning Ester om nåde, for han vidste, hvad kongens vrede betød. ⁸ I sin fortvivlelse knælede Haman ned over divanen, som Ester lå på, netop som kongen vendte tilbage fra haven.

„Hvad i alverden!” råbte kongen. „Overfalder han dronningen for øjnene af mig i mit eget palads?” Straks sprang tjenerne til, overmandede Haman og tildækkede hans ansigt.

⁹ Den tjener, der hed Harbona, sagde til kongen: „Herre, Haman har netop opstillet en høj galge, som var tænkt til Mordokaj, kongens redningsmand. Den står parat i Hamans gård.”

„Så hæng ham selv i den!” beordrede kongen. ¹⁰ Så hængte de Haman i den galge, han havde tænkt til Mordokaj, og kongens vrede lagde sig.