Dommer 5

² Når Israels ledere fører an,
    når folket villigt følger med,
        da skal I prise Herren.
³ Hør, I høvdinger, lyt, I fyrster!
    Jeg vil synge for Herren og spille for Israels Gud.

⁴ Herre, da du førte dit folk op fra Seir,
    da du ledte os fra Edoms land,
da skælvede og rystede jorden,
    himlen kunne ikke holde tæt,
        skyerne rystede regnen af sig.
⁵ Bjergene bævede for Herren,
    Sinai skælvede for Israels Gud.

⁶ Men på Shamgars tid gemte man sig,
    på Jaels tid lå vejene øde,
        folk sneg sig af sted ad de afsides stier.
⁷ Bønderne holdt sig bag storbyens mure,
    landsbyidyl var en saga blot,
indtil jeg, Debora, stod frem
    og blev som en mor for Israel.

⁸ Da Israel valgte sig nye guder,
    blev der ufred og kaos overalt.
Der var fyrre tusind krigere i Israel,
    men hvor så man et skjold eller spyd?

⁹ Mit hjerte banker for Israels ledere
    og for folket, der frivilligt fulgte dem.
        Pris Herren for dem!

¹⁰ I, som rider på glinsende æsler,
    I, som sidder på fornemme sadeltæpper,
        I, som vandrer til fods på vejen, hør efter!
¹¹ Lyt til vanddragerne ved brøndens vandtrug.
    De synger om Herrens sejre og Israels bønders bedrifter.
Herrens folk kom i flok,
    i byporten råbte de:
¹² „Træd frem, Debora, træd frem og syng krigssange!
    Rejs dig, Barak, rejs dig, kom og tag fjender til fange!”
¹³ Den gudfrygtige rest sluttede sig til hæren.
    Herrens folk kom til mig og krigerne.
¹⁴ De kom fra Efraims land,
    som engang tilhørte Amalek.
Nogle kom helt fra Benjamins land.
Fra Makir kom mægtige krigere,
    fra Zebulon stærke ledere,
¹⁵ Issakars hærførere sluttede op om Debora,
    de løb med Barak ned ad bjerget.
Rubens klaner var ubeslutsomme:
¹⁶     Hvorfor blev I siddende mellem kvægfoldene?
Var det for at høre hyrderne fløjte?
    Rubens klaner var for ubeslutsomme.
¹⁷ Gileads folk blev på den anden side af Jordanfloden.
    Hvorfor blev Dan ved sine skibe?
Asher sad stille ved havets vande,
    han blev i sin sikre havn.
¹⁸ Men Zebulon satte livet på spil,
    Naftali sloges på slagmarken.

¹⁹ Kana’ans konger kom til Ta’anak,
    de væbnede sig til kamp ved Megiddos vande.
Men sejren gled dem af hænde,
    krigsbytte fik de intet af.
²⁰ Himlens kræfter kæmpede for os,
    tordnede og lynede mod Siseras hær.
²¹ Kishons vand svulmede med stormflods styrke,
    den gamle bæk fejede fjenden væk.
Fat mod, min sjæl,
    løb frem med styrke.
²² Da hamrede hingstenes hove,
    i galop fór de frem.
²³ „Forbandet være dem, der holdt sig tilbage!”^[a]
    sagde Herrens engel.
„De kom ikke Herren til hjælp
    imod hans vældige fjender.”
²⁴ Velsignet blandt kvinder er Jael,
    kenitten Hebers kone.
Hun er den mest velsignede
    af alle kvinder, der bor i telte.
²⁵ Sisera bad om vand,
    men Jael gav ham mælk,
        tykmælk i en fornem skål.
²⁶ Hun holdt en teltpløk i venstre hånd,
    en hammer i højre.
Hun hamrede pløkken gennem Siseras tinding,
    hun gennemborede hans hoved.
²⁷ Han lå død mellem benene på hende.
    En fældet fjende—stendød.
²⁸ Siseras mor venter ved vinduet,
    hun spejder gennem gitteret:
„Hvorfor kommer han dog ikke?
    Hvornår hører vi hestenes hove?”
²⁹ En hofdame giver hende et svar,
    det samme, hun selv har tænkt:
³⁰ „Krigsbyttet skal nok deles,
    en pige eller to til hver kriger,
prægtige klæder til Sisera
    og smukt broderet tøj til hans mor.”
³¹ Herre, må alle din fjender
    gå til grunde som Sisera,
men må de, som elsker dig,
    stråle som den opgående sol.