Joshafats kongedømme
1Da kong Joshafat var kommet uskadt hjem til sit palads i Jerusalem, 2 gik profeten Jehu, søn af Hanani, hen til ham og sagde: „Var det rigtigt af dig at hjælpe de gudløse og slutte forbund med dem, som har vendt sig fra Herren? Fordi du handlede sådan, skal Herrens vrede ramme dig. 3 Noget godt har du dog gjort, for du har fjernet Asherapælene i hele landet og søgt Herren af et oprigtigt hjerte.”
4 Efter denne episode koncentrerede Joshafat sig om Jerusalem og sit eget land. Han rejste ikke igen til Israel, men drog omkring blandt sit folk, fra Be’ersheba i syd til Efraims bjergland i nord, og opfordrede folket til at holde sig til Herren, deres fædres Gud. 5 I alle landets større byer udnævnte han dommere 6 og sagde til dem: „Pas på, når I dømmer, for det er Herren og ikke mennesker, I skal stå til regnskab for. Han vil give jer visdom til at dømme retfærdigt. 7 Vær gudfrygtige og døm, som Herren vil, for han tolererer ikke uretfærdige domme, bestikkelse eller partiskhed.”
8 Også i Jerusalem indsatte Joshafat nogle levitter, præster og slægtsoverhoveder som dommere i religiøse og civile retssager. 9 „Som dommere skal I have ærefrygt for Herren,” sagde han til dem. „I skal dømme ærligt og redeligt. 10 Når nogle dommere fra de andre byer overdrager en vanskelig sag til jer—hvad enten det drejer sig om drab eller overtrædelse af Guds love og forordninger—skal I vejlede dem og hjælpe dem til at dømme retfærdigt, så de ikke pådrager sig skyld ind for Herren, og så I og jeres kollegaer ikke rammes af Guds vrede. Gør I det, har I intet at frygte.
11 Ypperstepræsten Amarja skal have det afgørende ord i alle religiøse sager, mens Judas guvernør, Zebadja, søn af Ishmael, skal have det afgørende ord i alle civile sager. Levitterne skal hjælpe jer med det administrative arbejde. Vær frimodige i opgaven, og må Herren være med dem, der gør det rette.”