Davids reaktion på budskabet om Sauls og Jonatans død

¹Efter at Saul var død, og David var kommet tilbage til Ziklag fra sin sejr over amalekitterne, ² ankom der et par dage senere et sendebud med nyt fra krigen. Han havde revet flænger i sit tøj og kommet jord på hovedet som tegn på sin store sorg. Han gik hen til David og kastede sig til jorden foran ham i dyb respekt.

³ „Hvor kommer du fra?” spurgte David.

„Fra Israels hær,” svarede manden.

⁴ „Hvordan gik det?” spurgte David. „Fortæl mig om slaget!”

Manden svarede: „Hele hæren flygtede over hals og hoved, og mange mænd lå sårede eller døde på slagmarken. Også Saul og hans søn Jonatan omkom.”

⁵ „Er du sikker på det?”

⁶ „Ja, jeg så med mine egne øjne, hvordan Saul på Gilboahøjen holdt sig oppe ved hjælp af sit spyd, mens fjendens stridsvogne indkredsede ham. ⁷ Da han fik øje på mig, kaldte han på mig. ⁸ ‚Hvem er du?’ spurgte han. ‚Jeg er amalekit!’ svarede jeg. ⁹ ‚Kom her hen og giv mig dødsstødet!’ bad han. ‚Jeg er allerede dødeligt såret.’ ¹⁰ Så gik jeg hen og dræbte ham, for jeg kunne se, at han var så hårdt såret, at han ikke kunne overleve. Derefter tog jeg hans krone og en af hans armringe, som jeg hermed overrækker til Dem, nådige herre.”

¹¹ Da David og hans mænd hørte, at Saul var død, rev de også flænger i deres tøj som tegn på sorg. ¹² Og resten af dagen sørgede, fastede og græd de over Saul og hans søn Jonatan, ja, over alt Herrens folk og over de faldne israelitter.

¹³ David spurgte manden, som havde bragt dem budskabet: „Hvor er du fra?”

Han svarede: „Jeg er en amalekit, der bor som fremmed iblandt israelitterne.”

^14-16 „Hvordan kunne du få dig selv til at dræbe Guds salvede konge?” udbrød David. „Du har selv indrømmet, at du dræbte ham. Derfor skal du dø.” Derpå vendte David sig til en af sine mænd og sagde: „Dræb ham!”

^17-18 David digtede nu en sørgesang om Saul og Jonatan, og han befalede at sangen, som blev kaldt „Buesangen”, skulle synges over hele Israel. Den citeres her fra „De Retskafnes Bog”:^[a]